Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.

lørdag den 19. august 2017

Prinsesse Diana


Ikke for at træde i det, men det er jo 20 år siden Prinsesse Dianas død - altså den rigtige prinsesse i England....

Nu ved jeg ikke om clematis texensis Princess Diana er opkaldt efter den engelske prinsesse, men eftersom min clematis i år, hvor den er 3 år gammel, udmærker sig med den flotteste blomstring nogensinde, må jeg bare lige drage parallellen.

Den har nu bredt sig lidt til siden over en rhododendron og kommer med fornyet blomstring - jamen, det er da helt mageløst.

Elegant og livskraftig....



Billederne er fra 17.08.17.


Rigtig god weekend.

torsdag den 17. august 2017

Remonterende roser

Det har ikke været et godt rosenår, sådan helt generelt set, men nu kommer der lidt gang i den igen.

Midt i juni var alle mine roser sprunget ud, hvilket var meget tidligt i forhold til andre år.

Jubiiii..... tænkte jeg, det bliver godt, det her.

Men juli var ikke nogen god måned for roserne, det kan vi nok blive enige om.

Heldigvis har jeg mange remonterende roser, så nu kan jeg se frem til fornyet blomstring, og det er jo ikke så tosset.

I eftermiddags, før det blev regnvejr, tog jeg billeder af alle de roser, som lige nu er kommet i blomst igen:

The Alnwick Rose   (hækken)

... mere hækrose

The Alnwick Rose  igen-igen
Burgundy Ice

Rhapsody in Blue

Rosenresli

Comte de Chambord

Penny Lane

Noble Anthony

Lark  Ascending

Zephirine Drouhin
 
mere Lark Ascending - en helt fantastisk rose i min have

Lady Emma Hamilton

Hamilton igen

Crown Princess Margareta
som jo har fået ny betydning for mig efter besøget på Sofiero

Brother Cadfael

Scepter'd Isle

mere Scepter'd Isle

Tusind tak for jeres kommentarer i mit forrige indlæg, jeg får svaret på dem en af dagene.

Rigtig god fredag til jer.

Til slut Rosenholm, som vi flyttede tidligt i foråret. Den er sørme også kommet i blomst:



onsdag den 16. august 2017

Lidt blandet fra min august have



Tiden løber stærkt igen, åh hvor ville jeg ønske at der var flere timer i døgnet til alting...



Jeg sniger mig til at blogge lidt, kigge lidt hos I andre og lige få et par billeder lagt på min egen side.


De er alle taget inden for den sidste uges tid, men der er ikke rigtig sket meget siden.

Clematissen som er vist på de første tre billeder er Jackmanii Superba, som gror i "hullet" på den store terrasse og som nyder eftermiddagssolen. Det kræver vand jævnligt !
En gruppe III clematis, som skal klippes helt ned sidst på vinteren.

Er det ikke imponerende hvad den kan præstere på ny vækst hvert år?

Et par gruppe III clematis mere:

Comtesse de Beauchoud

Etoille Violette


Det er helt klart sensommer nu og dejligt er det jo, især med en sommerdag som vi har haft i dag.

Dahliaerne er så smukke stadigvæk - på mindst 4. uge - en perlerække af blomster, som jeg ikke vil undvære i haven.


Som I kan ane, har vi gang i et projekt i haven - det vil jeg fortælle mere om en anden dag.


En anden sensommer klassiker er solhatten.

I mange år har jeg forsøgt at få etableret en hvid "White Swan" i mit hvide bed, men jeg må bare konstatere, at det ikke kan lykkes, den drukner simpelthen i forårets og forsommerens massive plantevækst.
Men nu har jeg et eksemplar i en krukke, og det ser ud til at fungere - så jeg skal nok liiiiige have fat i en mere til septembers plantemarked.


Den almindelige Magnus solhat har vi to steder i haven, og de kommer velvilligt og er meget smukke, blomstrer virkeligt længe.





Høstanemoner - de er skønne.
Vi har dem både i lyserød og hvid.



Til sidst lidt blandede billeder:

Lysegul Cosmos

Lilje og violfrøstjerne

Kongelys (Verbascum) i det hvide bed
Daglilje i det hvide bed



Den ser hvid ud, men det er Penny Lane

Mme Alfred Carriere remonterer - den er ovenud af blommetræet - ville I klippe den ned?

Hortensia Vanilla Fraise

Tak for i dag :)

søndag den 13. august 2017

Besøg på Sofiero Slot med den vidunderlige slotshave


.... denne tur trækker lidt i langdrag, for hverdagen har ramt mig med travle arbejdsdage og masser af aktiviteter i de sidste to weekender, så det har været småt med bloggeriet.

Men billederne fra Sofiero Slotspark lige uden for Helsingborg i Sverige står ikke til at komme udenom !

Efter Fredensborg slot overnattede vi i området og morgenen efter tog vi færgen over til Øresund.

Nemt og smart og ikke så dyrt på en dagsretur.

Jeg har læst om flere som har skrevet så fint om Sofiero, så selvfølgelig måtte vi derover og se.

HVOR VAR DET FLOT !!!!     HVOR VAR DET ET FEDT STED :)

Jeg var vild med det hele.... de smukke staudebede i lange, lange rækker, som gav mig associationer til de engelske haver - de smukke rosenportaler, søen, rhododendronslugten (som skal ses i maj), træer og buske og en hel Dahliapark - altså for den da, hvor var det smukt.

Vejret var tilmed godt næsten hele dagen.

Nå, men her er så billederne jeg har udvalgt:

Lige inden for indgangen er et meget stort blandet bed i dramatiske farver, så smukt.
Det hedder Dronning Silvias Blomstersmykke - tjek det ud hvis du besøger parken.














Hvad mon der gemmer sig inde bag disse vinduer...

... Dahliahaven, såmænd













I rhododendronslugten er der hundredevis af rhododenron under mange smukke træer. Det må være utroligt smukt i foråret.
Vi så dog blomster i én rhodo.

Man kan se over til Kronborg fra haven.

Se de smukke skorstene på slottet

Ja, ordet "smukt" er skrevet mange gange i dette indlæg.

For det var det.... og jeg kan kun anbefale en tur til Sofiero, der er noget for alle at se på.

Den 25.-27. august er der stor havefest derovre - læs mere her